Denne park står for nogle åndeløst smukke udsigter hvor idylliske søer indrammer nogle af USA's højeste tinder med mastodonten Grand Teton som kronjuvelen. Absolut et must hvis du er til spektaktulære udsigter og i øvrigt bryder dig om vandreture og at være omgivet af et rigt dyre og planteliv.

Grand Teton Nationalpark ligger kun ca. 75 km syd for Yellowstone National Park, så det er oplagt at besøge begge parker hvis man er på de kanter.

Indrømmet - besøget i denne park var blot et punkt på dagsordenen på vores 9000 km lange tour-de-nationalpark i USA, og forventningerne var ikke specielt høje, da vi netop havde besøgt turens absolutte højdepunkt - Yellowstone Nationalpark. Efter det besøg, skulle der meget til at imponere...

Men holy moly! I tell you!

Turen ned fra Yellowstone er hurtigt klaret, svup, lidt på autopiloten. Og så pludseligt står de der. De kæmpe sneklædte bjerge der troner i horisonten og pludseligt omkrandser dig som mastodonter.

Jeg var totalt bjergtaget...

Som man siger...

Det lige før jeg vil vove at påstå at de der bjerge har lidt mere x-factor end Yellowstone. På en anden måde, men alligevel.

Vores tur foregik på amerikansk vis - lidt overfladisk og mestendels fra bilen, og vi var der kun en halv dag, men det er et sted der fortjener væsentligt mere opmærksomhed og tid end det.

grand-teton-national-park-udsigt

Fik du indlægget om Yellowstone Nationalpark med?

Husk fællespasset

Entré-priserne for et besøg (op til 7 dage) i parken er 30$ for en bil, 15$ hvis du kommer til fods. Men skal du besøge flere nationalparker - mindst 4 - så husk nu endeligt at du kan købe et fællespas der giver fri adgang til alle amerikanske nationalparker i et år - og dertil en lang række naturområder, reservater og monumenter. Dette pas kaldes America the Beautiful Annual Pass og købes ved indgangen til den første nationalpark du besøger i USA. Det koster 80$ (2016) for en bil og rækker et år. Se evt. listen over udstedningssteder her.

Et par nyttige tips:

  • Kig forbi et af visitor centrene, de er forholdsvist nye og rimeligt informative - og giver dig god inspiration til de aktiviteter du måtte have lyst til.
  • Download et kort fra siden her - det er rart med overblik og en plan
  • Få inspiration til de fedeste vandreture her

grand-teton-national-park-from-distance