Det var først, da jeg sad i lufthavnen i Sydney, at det gik op for mig, hvad det faktisk var, jeg var på vej til at gøre: jeg var 23 år gammel og på vej ud på min første store rejse, men ikke nok med det, så var jeg på vej ud for at overraske min pap-bedstefar, som ikke anede at jeg få timer senere, ville banke på hans dør i Dodges Ferry, lidt uden for Hobart på Tasmanien.
Det var min første flyrejse. Det var min første rejse uden for Europa. Det var min første rejse helt alene. Og det var første gang jeg skulle møde Laurie og Ellie, som jeg gennem 10 år havde set som mine pap-bedsteforældre på den anden side af jorden.
Efter en lettere kaotisk taxatur fra Hobart lufthavn til Dodges Ferry, med en chauffør, der på et tidspunkt forsøgte at bruge sin lighter som lygte for at kigge på et kort over området, fandt jeg frem til Lauries hus. Jeg samlede mine ting sammen og i tusmørket bankede jeg op den store havedør ud mod indkørslen. Jeg drog et lettelsens suk, da Laurie åbnede døren. Det var i det mindste det rigtige sted. Næste hurdle var så, at overbevise denne næsten 70årige mand om, at jeg faktisk var, hvem jeg sagde, jeg var. For hvordan dukker ens 23årige pap-barnebarn fra Danmark pludselig op foran ens hoveddør på Tasmanien? Og hvorfor ser hun ikke ud som på det billede, der hænger på køleskabet (her skal det lige indskydes, at der er ikke ret mange, der ligner sig selv efter 38 timers rejse)? Elli - min pap-bedstemor - og jeg havde planlagt mit besøg i næsten et halvt år, og det var lykkedes os at holde det hemmeligt for Laurie ved at skrive helt ægte breve til hinanden og sende dem gennem Ellis datter i USA.
Efter et par timer, en hel del cola og utallige klap på kinden - for at tjekke at jeg faktisk var ægte - blev Laurie enig med sig selv om, at jeg var mig, og gik straks i gang med at planlægge hvad han gerne ville vise mig i hele Australien. Det blev en helt igennem vild, to måneder lang tur gennem store dele af den australske outback.
Bilen var pakket. Vi havde styr på både køleskab, kasse på taget til brænde og solceller til at skaffe strøm. Det skulle snart vise sig, at bilen var pakket med langt mere end det, og at selv de mest underlige ting kunne blive helt igennem uvurderlige.
Fra Tasmanien tog vi færgen til Melbourne, men fortsatte hurtigt ud vest på. Laurie ville så gerne vise mig et sted, hvor der levede koalaer. Vi slog lejer i et naturreservat, hvor koalaerne eftersigende skulle bo i hobe tal. Men der var ikke en eneste i sigte. Jeg var meget opsat på at se en koala, så jeg vandrede rundt i større og større cirkler og pludselig sad den der. Højt oppe i et eucalyptus træ. Lille pelskugle. Men det er svært at tage billeder af sådan en, når den sidder så højt oppe, så billedet er nok lidt grynet. Dagen efter, inden vi skulle videre, sad der en
kæmpe koala i et meget lavt træ tæt ved vores lejr. Jeg fik ikke noget billede af den, for Laurie insisterede på, at han ville have et billede af mig og pelskuglen sammen, så jeg blev sendt op i træet. Det stakkes søvndrukne dyr gik lidt i panik og der blev ikke taget noget billede - heldigvis stak den af istedet for at gå til angreb. Selvom den ser usansynligt nuttet ud, så har den nogen af de største kløer, jeg længe har set.
Turen slog et slag uden om Adelaide og vi valgte at følge det spor, hvor den gamle Ghan jernbane engang løb. Selvom svællerne er fjernet de fleste steder, ligger træstammerne, de hvilede på, der stadig, og vi stoppede flere gange for at save stykker af dem. De var fantastisk som brænde.
Vi kørte af Ghan-sporet og fortsatte på The Ootnadada Track. Begge veje kan næppe klacificeres som veje i dansk forstand. Det var røde
sandveje, så langt øjet rakte. Selvom det var tydeligt nok, hvor vejen løb, havde tiden og vejret sørget for, at turen gennem ørkenen blev som at sidde i en massage stol, fordi underlaget var så ujævnt.
Vi gjorde holdt i Ootnadada ved The Pink Roadhouse. Et af de steder, som både er en turistattraktion - fordi det er pink - og samtidig er en livsnødvendighed, fordi det er det eneste sted i miles omkreds, hvor man kan proviantere og tanke bilen op.
Da vi kørte ud af Ootnadada, satte vi kursen mod Alice Springs. Vi havde ikke kørt mere end et par timer, før den ellers så trofaste Toyota begyndte at sige meget foruroligende lyde. Det var heldigvis Laurie, der kørte, så vi andre kunne ikke få skyld for at have ødelagt noget.
Han stod ud og besigtigede situationen. Længe. Og med større og større udvalg af eder. Det viste sig, at benzinpumpen var gået. Jeg vidste ikke engang, at der var noget, der hed en benzinpumpe. Min bedstemor og jeg udvekslede blikke i enighed om, at vi hellere måtte holde afstand, og at vi muligvis skulle til at spare lidt på vandet, for vi så ud til at være strandet ude midt i ingenting uden udsigt til, at der lige ville komme en mekaniker forbi. Hvad vi ikke havde set komme, var at Laurie havde en ekstra benzinpumpe med.
Vi nåede helskindede frem til Alice Springs. Her havde jeg en aftale med lederen af et kunstcenter i det lille Aboriginal community Yendumu. Jeg havde fået lov til at arbejde som frivillig på centret i en uges tid. Centret er dels et samlingspunkt for byen. Et sted, hvor de lokale kan komme hen og få et varmt måltid mad. Men det er også et sted, hvor de kan komme og male - primært de populære 'prik-billeder', som jo sådan set slet ikke er en Aboriginal tradition eller opfindelse - som de så får betaling for og som centret så sælger videre til turister, gallerier og museer. Der var børn og voksne i en stor forvirring. Fra den tæt på halvfemsårige patriark til de næsten nyfødte. Men et par af de små drenge var super glad for, at jeg gerne ville lege med dem og spille fodbold med dem. Så alle pauser blev brugt sammen med dem.
Tilbage i Alice Springs og genforenet med mine bedsteforældre, blev det besluttet at vi ville køre østpå og ud til Great Barrier Reef. Vi nåede aldrig ud til selve revet, men i Townsville havde de et akvarium, hvor man kunne komme helt tæt på revets beboere og lære enormt meget om, hvad der bliver gjort for at beskytte revet.
Køreturen fra Townsville til Sydney var en stor kontrast til de mange dage og uger i ørkenen, men helt enormt smuk og frodig. Vi havde overnatninger i næsten regnskovsagtige parker, ved tropestrande og besøgte Lauries venner og familie i nærheden af Brisbane.
Da vi nærmede os Sydney blev stemningen lidt vemodig. Planen var, at mine bedsteforældre skulle sætte mig af på et B&B og at jeg så kunne få et par dage alene til at udforske byen inden jeg igen drog hjem mod Danmark. Det var underligt, at skulle sige farvel til to mennesker, som jeg for bare tre måneder siden, aldrig havde mødt, selvom jeg havde kendt dem begge i mange år. Når man rejser så tæt med mennesker, kommer man meget tæt på hinanden, og det føltes meget underligt, at blive efterladt i Sydney og se dem køre derfra.
Følelsen af forladthed forsvandt dog hurtigt, da jeg fandt bussen, der kunne tage mig ind til centrum. De følgende tre dage brugte jeg på at gå mellem midtbyens teatre (man er vel teaternørd), se så meget teater og besøge så mange museer som muligt, samtidig med at jeg i fulde drag nød selv at kunne sætte dagsordenen. Den sidste aften tog jeg et billede af solnedgangen over operahuset. Jeg kunne ikke lade være med at blive rørt. Turen til Australien var noget, jeg havde drømt om, siden jeg var helt lille, og nu var den allerede overstået.
