En af de absolut bedste måder at rejse på, er at møde og måske endda overnatte hos lokale. Moteller og campingpladser ligner hinanden over hele verden, men hvis man opleve, hvad det faktisk er for et land, man er havnet i, er det allerbedste råd at finde nogle lokale man kan blive indkvarteret hos. Så det var det vi gjorde i Melbourne. Og det var noget af en oplevelse.

Okay, så det er ikke nogen hemmelighed, at Tenna er dukkefører og har dukker med til at undervise med.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at hun har skaffet kontakter, som vi kan bo og være hos på turen.

En lille bitte hemmelighed var det dog – også for os – at det ene af de steder, vi skulle være, et teater i udkanten af Melbourne, viste sig at være det vildeste kunstner kollektiv.

Vi snakker en kombination af kaoset på gården i Arvingerne, Odin Teatret i Holstebro og en byggepladsmed arbejdstid fra 22 til 04…

The Theatre Research Institute blev etableret engang i 80’erne af den polske immigrant Tomek (som har et efternavn, der er umuligt at udtale og endnu sværere at stave til, så det lader vi lige være med). Han ønskede at skabe sted, hvor ideer og koncepter kunne få sit udtryk gennem fysisk teater – et sted, der samtidig havde form som de teatre, han kendte hjemmefra Polen, hvor kunstnerne lever og arbejder på teatret.

Gennem årerne opsatte de flere store forestillinger, som de turnerede hele verden rundt med. Som Tomek selv siger, så havde han 20 år, hvor han levede i en evig sommer, fordi deres forestillinger tit var udendørs, og de derfor rejste derhen, hvor vejret var til det.

Da Dagmara kom til først i 00’erne, var teatret stagneret lidt, men med hendes hjælp, ildhu og ordenssans, er der blevet pustet nyt liv i stedet og mens vi var der, havde de sidste prøver på The Bells, en kæmpe, fysisk teaterforestilling, som Tomek iscenesatte for 30 år siden.

Stedet ligger i en gammel lagerhal i et industrikvarter i Wiliamstown, som er en af de ældste forstæder til Melbourne.

Udefra ser det egentlig ganske tilforladeligt ud. En fabrikshal, med en kæmpe, halvrusten, hvid skolebus i indkørslen og lidt rigeligt ukrudt og skammel omkring.

Men når man stikker hovedet indenfor åbner der sig en labyrintisk verden af små rum møjsommeligt kastet ind med en skovl, tømret sammen af hvad træ man lige havde ved hånden. Ved første øjekast kan man ikke se, at der bor folk her. Det ligner et kunststudie, med skulpturer, rekvisitter, kulisser og skrotrester ud over det hele. Men langsomt dukker folk op fra deres små huler rundt omkring. Der er måske 10 små rum gemt forskellige steder rundt i hele hallen. Nogle har boet der i årevis, andre er kun på gennemgangsvisit, som os. Men fælles for dem alle er at de er blevet suget ind i stedets atmosfære.

Vi var der kun i ganske kort tid, men allerede i løbet af den første dag lærte vi nogle meget væsenslige ting:

  • Den varme hane til bruseren skal skrues op og ned med et papegøjenæb.
  • Man skal passe på, hvor man træder, for der ligger skarpe ting på gulvet, og man kan få store ting i hovedet (her skal det indskydes at ingen kom til skade).
  • Man skal slå en stor tyk streg hen over alt hvad man har lært om madhygiejne, for det meste mad ligger frit fremme på køkkenboret og fluerne har en fest – til gengæld laver Dagmara sindssygt god mad, så det går næsten lige op.
  • En ’ægte kunstner’ står først op tidligst kl 18, begynder først at arbejde kl 22 (helst med noget elektrisk værktøj af en art…gerne en slagboremaskine, en rundsav eller en vinkelsliber), og går ikke i seng før det har været lyst et par timer.
  • Der er hverken aircondition eller opvarmningsmuligheder i fabrikshallen, så temperaturen svinger fra 40 grader om dagen til 10 grader om natten – deal with it.

Og det var så her, vi kiggede på hinanden og sagde ”Det er en oplevelse”.

Mens vi var der skulle Tenna undervise. Lige præcis den dag var det 40 grader. Og det er måske første gang, den normalt så forfrosne Tenna har savnet en aircondition. Det gjorde workshop deltagerne sådan set også; hen mod slutningen af dagen var alle så slatne, at det var svært helt at finde kampgejsten frem.

Når man tog alt det negative fra, eller kategoriserede det som en oplevelse, var det faktisk ikke så slemt endda.

Vi var omgivet af fantastisk kreative og imødekommende folk (undtagen den polak, som havde værelse ved siden af os, og insisterede på at save metal plader over midt om natten med en rundsav – ham var vi ikke så gode venner med).

Der var rigeligt med mad, og vi havde en gratis seng og tag over hovedet kun en halv time fra Melbourne centrum.

Leave a comment
2542